Christian Krohg

Christian Krohg: Dilettantudstillingen 1887

Oscar Thue skriver i sin store Krohg-biografi: «Like etter at Christian Krohg var kommet hjem fra Paris i begynnelsen av juni, gikk han til et rabiat angrep på Vårutstillingen 1887 i Christiania Kunstforening, i artikkelen ‘Dilettantutstillingen’. Det var flest eldre malere som stilte ut, blant dem en rekke düsseldorfere, med Hans Gude i spissen. Både han og Eilif Peterssen reagerte meget skarpt på artikkelen.» Artikkelen sto første gang på trykk i Dagbladet 11. juni 1887. Her gjengis artikkelen in extenso slik den står i samleverket Kampen for tilværelsen.

Saa fik man da endelig engang se det samlet, hvad de havde gjort disse Folk, om hvem vi havde hørt, at det var dem som sad inde med den egentlige, den ægte Kunst, at det var dem vi maatte efterligne, hvis vi vilde tolereres, endelig engang har vi faat dem paa et Bret, og hvad saa vi?
    Jo, at hvad de producerte fortjente ikke Navn af Kunst, og at de selv ikke var andet end Fuskere.
    Med et Slag fik vi et Overblik over hele Elendigheden, den laskede Ubegavethed, Aandens Fattigdom og Kunstnerhjertets smaalige Feighed hos dem.
    Og vi maa spørge, hvorledes kunde disse Folk vove at foranstalte en egen Udstilling, naar de ikke havde andet at fare med end det som vi saa her.
    Skulde det være sked i Haabet om, at Kristiania Publikum, om ikke af andre saa af sociale Hensyn skulde sluge denne tarvelige, udvandede Kost, uden at fortrække en Mine, saaledes som det saa ofte har gjort før, naar man bød frem tidligere Udgaver af, hvad vi her har set.
    Aa jo forresten – saa underligt havde det ikke været, om det ogsaa dennegang havde gaat paa Limpinden. Men Publikum er troløst, og denne Gang blev det dog for drøit. Og saa var det jo det slemme, at man fik se dem saan samlet i en latterlig udfordrende Position. Og nu hændte det mærkværdige, at det hidtil saa lydige Publikum, deres trofaste Venner ikke fulgte den mala fide fremsatte Parole fra S. S. og U. E. P. – ja, det blev en almindelig Opfatning, at «Kunstnerforeningens Vaarudstilling 1887» var en Fiasko, en Dilettantudstilling og snøtt nok det – en storartet Prostitution for Kunstnerforeningen, der havde været taabelig nok til at laane sit Navn til dette jammerlige Foretagende. – Men – vil man sige – vi lever i et frit Land; man har Lov til at male saa daarlige Billeder, som man vil – og man skal ikke rakke ned paa sine Kolleger.
    Jo min sandten skal man det, naar Ens Kolleger tager Kunstens Navn forfængelig og forsøger at indbilde Folk, at sligt Pusleri har nogetsomhelst med Kunst at bestille. Da vil jeg ialfald ikke tie stille, men agter at sige med rene Ord, hvad vi mener om hver af dem og deres Præstationer. For det skulde dog være Moro at prøve paa, om vi ikke nu, da de ellers saa kloge Herrer har været domme nok til at stime sammen i en Klynge med sit Smaatteri og rent har tabt sin sedvanlige Forsigtighed og har vist, hvorledes de tar sig ud, det skulde være Moro at prøve paa, om vi ikke kunde støde til den hældende Vogn, og om vi ikke ialfald for en liden Stund kunde faa rammet en Pæl gjennem Dilettantismen, som her i Landet vil spille den akademiske Retnings Rolle, men uden at eie endog tilnærmelsesvise Spor af den akademiske Dygtighed.
    Forresten synes jeg ikke heller, man kan kalde disse Folk for Kolleger – paa faa Undtagelser nær. De fleste af dem har aldrig gjort andet end samlet Smuler fra andres Bord.
    «Jamen vi har jo Gude!» svarer de – Jo, det er sandt, de havde virkelig narret Gude til at sende et Billede op i dette daarlige Selskab, til en Udstilling han selv havde fraraadet i et Brev, man ikke trods Opfordring turde offentliggøre. Og det er ogsaa sandt, at der var ægte Kunst i Gudes Billede, og ingen anden kunde nævnes i samme Aandedræt som han – men selv Gude kunde dog ikke redde Udstillingen fra den mest prostituerende Fallit.
    Gudes Billede havde de samme Fortrin, som Gudes Billeder altid har havt – det var brillant tegnet og studeret, samvittighedsfuldt gjennemført, kunstnerisk overlegent og behersket, men som Komposition virked det arrangeret, som Kolorit for mørkt – uden Fylde, Rigdom og Helhed i Farven.
    Og Solskin? Nei dette var ved Gud ikke Solens Skin, selv om det hvide Lys faldt aldrig saa rigtig paa de udmærket tegnede Flader. For at opnaa Lyskraften i Lysglitret paa Vandet havde Gude ofret alt Solskinnet, som skulde været der forresten rundt om i Landskabet og stemt alle Farver ned for ved Modsætningen at faa Lyset større – men alligevel havde han ikke opnaaet det, som han vilde, og selv om han havde gjort Omgivelserne ti Gange mørkere – nei! – den næsten selvlysende Glans i det totalreflekterende Vand havde han dog aldrig faat. Der var desuden en Ting til, som dræbte Solvirkningen – det var de varme, brune Skygger under Stenene – thi imod Solskin synes altid alle Skygger kolde og blaalige.
    Og Frøken Tannæs – ja hendes Billede stod vistnok ogsaa høit over al den andre Middelmaadigheden – men det drukned dog tilsidst – det var heller ikke nok til at redde Udstillingen.
    Nei langtfra, derimod var der nok til at ødelægge den – tænk bare paa de andre – lad os huske os om og tage dem alfabetisk, for noget andet System kan det ikke nytte at lede efter i denne Usseldom.
    Tænk bare paa Arbo’s to middelalderske Billeder, hvor paa det ene en ung Ridderdame med Pandehaar under Guldkronen sidder med en blaa Kjole, der under Afmalingen har været trukket paa en Gliederpuppe – eller Gissur den hvide med sit umulige Perspektiv – han var ikke Lengere end ti Skridt fjernet fra den fiendtlige Hær, som ikke kunde naa ham med sine Pile – tænk paa Belysningen, Figurerne var i Skygge mod et stærkt Solskin bagved, men Solskinnet var klistret paa Siden, og Figurerne stod simpelthen i Graaveir eller Atelierbelysning, der dog maatte forandres i Tonen, naar Solskinnet kom paa – slig Skjødesløshed som dette gaar ikke længer an at byde Folk – og Ankers pirkede Birkeskoger da, husk paa dem, disse fade Broderiarbeider. Skal dette være norsk Natur eller nogensomhelst Natur – ikke engang Forholdet mellem Lys og Skygge var jo nogenlunde iagttaget, endsige Farven, nei intetsomhelst var iagttaget – uf, man blev opfyldt af Mismod ved at se paa denne Mangel paa Alvor. Og saa gaar Komiteen hen og gir den Slags Makværk Hæderspladser bare af den Grund, at Manden fungerer som Sekretær ved Udstillingen.
    – Eller Askevolds Kjør. –
    Det skulde man nu ialfald vente, at Askevold nu skulde kunne tegne den Koen, som han har holdt paa med i tyve Aar, men nei, Hodet var aldeles fortegnet, Øienaxen skjæv og Koen skjeløiet.
    Og ikke nok med Ankers pirkede Birketrær, nei Barlag maler en hel Del pirkede Grantrær, hvor der er ligesaa mange Naaler paa de borteste som paa de nærmeste Trær. Desuden var det naturligvis aldeles svart i Farven.
    – Eller Barths Træfning ved Lyngør – aa ja, det havde ikke gjort saameget, synes eg, at der ikke var Spor af Krigsstemning, det er dog en Biting om et Billede svarer til sin Titel; men hvad der var titusende Gange værre, det var at der ikke fandtes nogensomhelst Stemning i det Hele taget, og saa disse grove Tegnefeil ved Folkene ombord, der ikke vilde bli større end Mus, naar de kom hen i Døren paa den lille Fiskerhytten paa Stranden, som Beboerne ikke engang havde havt Omtanke nok til at lukke igen, trods det morderiske Slag som var begyndt.
    – Eller hvad mener De om Hans Dahls glisende, sminkede Trædukker i Bondepigedragt, som sidder i en Blikbaad paa noen Bølger af Zink, med en Mand i Forstavnen, som har et Hode dobbelt saa stort som almindelige Menneskers, overstænket af en Sjøsprut, der saa ud som et Fiskenet.
    Saa slet var naturligvis langtifra ikke Grimelunds Septembermorgen ved et belgisk Badested, men man saa altfor meget Kunstnerens Haand i det under hans krampagtige Forsøg paa at være elegant.
    Haanden væk fra Billedet!
    Heller ikke Haalands Billeder hørte til de allerværste, skjønt Gud skal vide, det ikke er stor Ros; men han er altfor forsigtig og hænger formeget i Fotografiapparatet, som han benytter til Tegningen; lad da ialfald ikke Fotografitonen ogsaa komme ind i Farven, Haaland!
    Men saa kommer vi igjen til noget med det værste – til det som Direktør Holter havde leveret – hans Barneportræt, der var saa sødladent, saa livløst og saa klistret paa den omhyggelig udførte mønstrede Baggrund, der synes at have interesseret ham mest, at man ikke nok kan foragte en slig Produktion – og hans «Krovænge ved Hornbæk», der i alt sit ukunstneriske Fjanteri ikke var andet end en meget slet Kopi af Werenskiold. – Nei, der var dog noget, som var værre – det allerværste paa denne forferdelige Udstilling, nemlig Wilhelm Larsens «Ave Maria», den hvide Papirnonne med den affekterte Godtkjøbsstemning, hvor Profilen var slaat med Lineal. Dette Billede vilde paa hvilket som helst Akademi indbragt ham et uhønhørligt consilium abeundi.
    Ikke fuldt saa elendige var de to Figurer – «Kaptainens Morgenpibe» og «Prokuratorens Dram»; men det var heller ikke andet end slet kolorerede Karikaturer uden Liv med en tykt udenpaaklint «Absicht», og en plump «Fortælling», som vist skulde betyde Humor.
    Ogsaa var det den Karikatur af en Furuskog, som Morten Müller for hundreogtyvende Gang kom med – en Furuskog med en Masse Overdrivelser af Røddernes og Grenenes Forvridninger – Overdrivelser som ikke var nødvendige, en Furuskog er vakker nok uden dem. Desuden var de ikke andet end Reminiscenser af Cappelen og uden Cappelens storslagne Fantasi. Den brogede Kolorering viste, at han ikke har Begreb om, hvad Tone eller Stemning vil sige i et Landskab.
    Ja, saa slet var Aanden i denne Udstilling, at man næsten fik Indtryk af, at den havde lagt sig knugende selv over Amaldus Nielsens ellers saa fine Kunst og havde bragt ham til at sende to Ubetydeligheder.
    Men noget som man alligevel ikke glemmer saa let, var Georg Nielsens «Besøg i Atelieret» – det opfyldte Tilskueren med Modbydelighed – dette polerede Snekkerarbeide, der skulde forestille boende Mennesker, vendte man sig fra med Gru.
    Og det kan heller ikke nytte at komme med Normanns svære Lærred. Dette Fjeld imponerer ikke mere, dette evindelige Plagiat af ham selv, som hvert Aar blir slettere. Giv Dem da heller til at plagiere en anden Maler nu, Normann, nu er vi lei af dette – ja vi ved nok, at De engang for mange Aar siden har gjort Lykke med det – men Herregud lad det nu være slut da!
    Og «Hjula Væveri» af Peters – det skulde vel være en Slags Impressionisme, men det var falsk og misforstaaet – det er ikke nok at sætte en hel Del blaa Flekker ind i Billedet. Hvis man ikke derved opnaar Lys og Afstand, saa er den Impressionisme falsk – ogsaa var der en Ting, som virked rent ud komisk, nemlig det at han ligesom enkelte andre Mennesker, der dog ikke har valgt Kunsten til Levevei, aabenbart ikke kan tegne Profiler og Ansigter fra mer end en Side – alle de fra venstre Side gaar an – men de fra høire blir ikke til Ansigter – det er en Slags kjævhændt Kunst.
    Efter denne Udstilling kan man vel ogsaa opgive ethvert Haab om Skramstad, denne forrige Udraaber for den moderne Kunst her i Landet. Elasticiteten i hans Talent er brudt, hvis den nogensinde har existeret. Det blir vist aldrig til andet end «Vintre», hvor han sætter Ludvig Munthes tyske Asfaltsne paa Gerhard Munthes Landskaber.
    Uchermanns renvaskede Hundefamilie paa den renvaskede gamle Matte er jo noksaa godt tegnet og iagttaget; men naar man bruger Farver, bør der være lidt Farve.
    Ja, saaledes ser de ud de værste Typer af denne Falskmyntnerbande, som ved det uforsigtige Foretagende er grebet paa fersk Gjerning. Enkeltvis kunde man jo lade dem gaa; men naar de organiserer sig, maa de ikke taales. Maaske vil de selv som Følge af sit Nederlag indse det. Kanske det endnu er Tid for dem til at forbedre sig. Ja saa gjør det da, men snart.
    Aa nei, det kan vist alligevel ikke nytte, de er blit for kunstnerisk demoraliseret – de kan ikke længer bøie sine stivnede Knæ for Naturen. Sandsynligvis vil de fortsætte med at anvende sin Energi og Resterne af sit Talent for at holde Trop med Almensmagen, med at veire og snuse, hvorhen publikum bevæger sig. Aldrig vil de sætte sig en alvorlig Opgave.
    Men en Ting vil vi dog be dem om: Hvis Dere skulde finde paa noe sligt skrøbeligt en Gang til som denne Udstilling, saa la ialfald da være at prostituere Kunstnerforeningens gode Navn og Rygte. (1887)

Kilder:
Christian Krohg: Kampen for tilværelsen bd. 1 s. 48–53. Kbh. 1921
Oscar Thue: Christian Krohg. Trento 1997.

 

Christian Krohg: Kunstnere

H. Abels Kunstforlag 1891
«Photolith. u. Druck H. Riffarth, Berlin.»

Christian Krohg (1852-1925), norsk maler og forfatter, journalist i Verdens Gang 1890-1910, var en ruvende skikkelse i norsk kunstliv. Han var en av forgrunnsfigurene da naturalismen fikk sitt gjennombrudd i Norge i 1880-årene. Et av hovedverkene er Syg Pige (1881). I årene 1909-1925 var han professor og direktør ved Statens Kunstakademi. Som forfatter er Krohg særlig kjent for sin roman Albertine (1886), en realistisk skildring av prostitusjonen i Kristiania i 1880-årene. Boken ble beslaglagt og Krohg idømt bot.

Christian Krohgs «Kunstnere», serie 1, som det her presenteres utvalgte kapitler av, består av Krohgs tegninger av utvalgte kunstnere med tilhørende tekst. Boken ble utgitt i Kristiania 1891 på H. Abels Kunstforlag. Mange av kapitlene er også å finne i samleverket Kampen for tilværelsen. Hans humor skinner igjennom i mange av disse portrettene og intervjuene, men som humorist er han kanskje mest kjent for fortellingen Paa Isa paa Mjøsa, som Hauk Aabel har udødeliggjort gjennom sine opplesninger.

Christian Krohg-skisse av (f.v.) ham selv, Edvard Diriks, Ludvig Skramstad og Fritz Thaulow.

En variant finnes gjengitt i O. Thue: «Christian Krohg» s. 69.

På midten av 1890-årene gjorde Diriks den fatale bommert å gi bort en høne til Ludvig Skramstad. Les om hønas bemerkelsesverdige egenskaper i et brev fra Ludvig Skramstad til Diriks.

Christian Krohg om Christian Krohg

Christian Krohg: Kunstnere H. Abels Kunstforlag 1891.

Jeg var snart 9 Aar og hadde endda aldrig slaas, for jeg hadde jo ingen Bror og var altid sammen med mine Søstre og deres Veninder. De fleste Gutter i Gaden var ældre end jeg. En Dag da jeg gik med Smaapigerne, sad en af disse Gutterne, «Flæsken», oppe paa en Portstolpe og ropte: «Der kommer'n Jentekristian - æ - bæh - hjælp mig aa le att'n.» Det skar mig dybt i Hjertet. Og jeg vilde skaffe mig en Ven. Da det ikke gik paa anden Maade, for de var allesammen saa hovne, saa beslutted jeg at slaas med en, for jeg hadde hørt, at da blir man de bedste Venner bagefter - og det var ingen som vilde være Ven med en Gut, som ikke var «hvas», og for aa være «hvas» maatte man slaas. Jeg gik og saa efter en, som jeg kunde like, og en Dag traf jeg Hjalmar Welhaven udenfor Universitetet. Han vilde jeg gjerne være Venner med. Han kom desuden ofte i Gaarden, hvor vi bodde, til sin Onkel, og derfor knytted jeg da mine spinkle, smaa Næver og stansed og spurgte om det var noe han vilde. Han svarte ikke, bare lo og hivde mig op paa Græsplænen. Saa for jeg løs paa ham igjen, det gik ligedan, og slig en 3-4 Ganger - dermed skiltes vi - uden Venskab, for det var jo ikke noe Slagsmaal det. 
    Jeg gik skuffet hjem og hadde en Sorg til: jeg var altsaa «raatten». Det hadde jeg ikke vidst for, for han var jo ikke det mindste større eller ældre end jeg. 
    Om Aftenen fik min Far Besøg af Catharinus Bang. Han hadde staat og set paa det hele og fortalte det som noe uhyre komisk. Saa blev det besluttet, at jeg skulde paa Skolen for at være sammen med Gutter. Jeg kom ind i 4de Fælles. Men der gik det ikke stort bedre. Jeg vidste nu, at jeg var «raatten», det var ikke noe aa gjøre ved det. Der var nok et Par Gutter, som var ligesaa «raatne» som jeg, men dem var der jo ikke noe Morro ved. 
    Med Jenterne vilde jeg ikke lege mer, og saa ble jeg gaaendes mest alene eller sad og klussed med min Tantes Vandfarver og Blyanter. En Dag hadde jeg gjort noen Nisser som sprang fort og hadde røe Topluer. Gamle Anne, Tjenestepigen, gik gjennem Stuen med sin Støvkost, fik se det, rev det fra mig og viste det stolt til min Far, som sad og læste, og spurgte, om der ikke kunde bli en stor Maler af mig. Han svarte, at alle Børn kunde gjøre saant. Men paa mig gjorde hendes Ord dybt Indtryk, og fra den Dagen sat jeg ofte og tegned og sølte med Farve. 
    En liden Gut, mindre end mig selv, saa jeg ofte i Grottebakken, han gik saa fast og fort sammen med sin Far og sin Bror. Han saa «hvas» ud, men snil alligevel - og ham vilde jeg gjerne vært Ven med. 
    Han bodde paa Hægdehougen og gik paa Borgerskolen - det var det Eneste, jeg vidste om ham. 
    Saa kom jeg op i 5te.
    Det var første Dag. Vi var der en Time bare.
    Med engang kom han ind af Døren, skulde gaa der paa Nissens Klasse som jeg og hed Eilif Peterssen. Eilif var det rareste Navn jeg hadde hørt og lod ham stige endda mere i min Beundring. 
    Om Eftermiddagen gik jeg opover til Hægdehougen for at nikke til ham, hvis han var ude og lekte paa Gaden. Det var han ikke, og jeg maatte gaa hjem igjen; men næste Dag ble vi Venner i Klassen. Og det viste sig, at han var forferdelig flink til at «tegne Ansigter». De saa næsten ud som de var trykt. 
    Saa blev jeg smittet af ham, og tegned mere og mere Ansigter, og senere har vi beggeto holdt paa med det.

 

Dette er Christian Krohgs selvbiografiske kapittel i hans bok Kunstnere, serie 1, som utkom i 1891. Kunstnere er en samling korte intervjuer og selvbiografiske skisser. Til hvert kapittel har Krohg laget en tegning av hovedpersonen.

Gerhard Munthe

Christian Krohg: Kunstnere H. Abels Kunstforlag 1891

«- - - - - - - Jeg mener, om Kunsten kunde bidrage til at aabne Øinene for vore jevne Omgivelser og søge at lære os, at vi paa vore daglige Spadsereture er omgivet af Skjønheder, vilde den virke gavnlig og ogsaa deri have en stor Mission.
    Mange synes det er kjedeligt at se i Kunst, hvad de kunne se til daglig, og ønske at blive hensat i fremmede Forhold, helst i fornemme eller arkadiske Tilstande, netop som Modsætning til den graa Virkelighed. De er som Sypigen, der lever i Bøger med fine franske Grever, og er dybt at beklage. Man bør ikke synes, at der i Naturen gives meget, som er ringe, og mangt, som er uværdigt til Gjengivelse. Eftersom man udvikler sin Aand, taber det Stygge Terrain, og det Ubetydelige faar Værdi - - - - - - -.»

Gerhard Munthe.

Les om Gerhard Munthe som skrifttegner på Torbjørn Engs hjemmeside.

 

Hans Heyerdahl

Jeg satte mig hen til Heyerdahl og Diriks paa Grand. 
    «Nei, jeg vil ikke snakke med dig, for jeg hører, at du bare vil skrive om mig og gjøre Nar af mig.» 
    «Nei langtfra - det kunde aldrig falde mig ind.» 
    «Ja, kom op til mig da, imorgen Formiddag mellem 12 og 2, saa skal jeg udvikle noen af mine Meninger. Jeg saa forresten igaar en udmærket Tegning af dig - den til det Guldbrylluppet - den var aldeles udmærket. Men er det ikke mærkeligt, at du, som tegner saa godt, maler saa frygtelig daarlige Billeder du?»
    «Jeg maler s'gu ikke daarlige Billeder,» sa' jeg. «Jeg maler aldeles fortrinlige Billeder.»
    «Ja, det er som jeg siger, aldeles mærkeligt, at du maler saa daarlige Billeder, de er saa gresselig stygge i Farven, ikke sandt?» 
    «Nei jeg er slet ikke enig,» sa jeg. 
    Han stirred ud i Luften og vedblev: «Mærkeligt! Din Kone derimod maler meget bedre end dig.» 
    «Langtifra!» 
    «Men hvis du vil komme lidt op til mig og lære lidt Teknik -»
    «Ja, det er jo ikke Teknikken det kommer an paa.» 
    «Er det ikke Teknikken? Jo det er det netop - hvad skulde det ellers være? Et Billede maa være beregnet og færdig fra Begyndelsen af, og man maa kjende sit Medium - sit Redskab, sit Instrument. Det er jo forferdelig Sludder - ikke Teknik? Du kan jo se det paa dig selv, disse Tegninger, dem kunde du jo slet ikke gjøre med Pen, bare med Blyant, et blødt Materiel. Se til de gamle Mestere - disse Folk som endnu staar aldeles fuldstændig uopnaaet, de var store Teknikere. Det er forferdelig, hvad Werenskiold i sin Text skriver om Rubens, at han nu endelig er kommet til at forstaa, at der er noe ved ham. Rubens, denne rige, overlegne Maler, Maler i Ordets egentlige Forstand. Nei, naar man tænker paa de gamle Mestere og saa ser dette Friluftsmaleri - ser den Udstillingen deroppe. Dette Friluftsmaleriet er en forferdelig Kræftskade paa vort Samfund eller paa vor Kunst rettere sagt. Det er bare et tilfældigt Stykke Natur, som er passeret gjennem Øiet. Alle disse Interieurer og Smaahjørner efter fransk Recept, og Smaapiger, som læser i Bøger. Det er bare Ukunst. Kunst maa da være noget dekorativt, noget som dekorerer, som er malerisk og delikat i Behandlingen. Hvis jeg havde et Palads, vilde jeg ikke ha' et eneste af de Billederne deroppe. Og disse store Udstillinger er ogsaa en Kræftskade og Ulykke for Kunsten. Der hænger man en Masse Billeder sammen, som passer daarligt sammen, ikke harmonerer godt sammen, lyder stygt sammen. Tænke sig, hvis man i et Orkester vilde sætte sammen saa disharmoniske Ting.»
    «Du skulde male stort f. Ex. den Tegningen vi talte om før, idetheletaget store Portraiter,» sa Diriks. 
    «Det Portrait, du engang malte af Gerhard, var sletikke saa rent galt,» sa Heyerdahl distrait.
    «Ja, det er ikke let at faa solgt saanne Portraiter,» - indvendte jeg, «men det burde man kanske ikke tænke paa.» 
    «Det er en frygtelig dom Romantik, at ikke Kunstnere skulde tænke paa at tjene Penger - græsseligt domt og romantisk og tarveligt. Jeg har havt en frygtelig. Ærgrelse i disse Dage. Jeg hadde byttet et Billede bort med et jernskab. Saa gik jeg hen for at faa laant det, for jeg vilde ha' det fotograferet, jeg vilde nemlig gjerne ha' et Fotografi af det - saa forteller han mig, at han netop har solgt det til en Franskmand for 1200 Francs. Det er da græsseligt ærgerligt.» 
    «Ja», sa' Diriks, «men si' mig, tjener du nu saa mange Penger at du maa ha et Pengeskab?» 
    «Ja jeg tjener mange Penger, men jeg hadde nu nærmest tænkt at sælge Skabet igjen. Nei det er et daarligt Land at leve i her for Kunstnere. Tænke sig Bøklin - han malte i Florentz, da jeg var der, paa 12 Dage noen Vandfauner, som løb afsted gjennem Vandet med noen Nymfer - det fik han 45.000 Kroner for i Pinakotheket i München, han hadde malt paa det i 12 Dage, saa fik han 45.000 Kroner. Bøklin, han har forresten sagt noe svært morsomt om Kunst. Han sa': Naar en Fotografimaskine til at fotografere Farver med blir opfundet, saa adskilles Haandværk og Kunst. Da blir det bare Temperamentet og ens Indre det kommer an paa, Udviklingen af Ens Forestillingsevne og Iagttagelse - ja adjø, nu vil jeg gaa op i Udstillingen og se paa anden Ophængning, men kom op til mig imorgen mellem 12 og 2, saa skal jeg se, om jeg kan finde paa Noget du kan skrive, og saa skal jeg lære dig en teknisk Fremgangsmaade, som du vil ha Nytte af.

 

Paa Isa paa Mjøsa

- De er selvfølgelig paa Veien til Gjøvik? spurgte min Ven Godseieren fra Toten. Jeg traf ham inde paa Victoria Hotel i Hamar.
    - Hvorfor selvfølgelig?
    - Skal kanske ikke Gjøvik have Lov til at svare paa Lillehammers Indlæg med Hensyn til jernbanespørgsmaalet?
    - Gjøvik har havt Ordet i «Verdens Gang» for et Aar siden og var dengang endog temmelig grov mod Lillehammer.
    - Ja, men der har ikke fundet nogen Aastedsbefaring Sted. Vi har ogsaa et Victoria Hotel derborte.
    - Ah! Men jeg maa først blive færdig med at studere jernbanestationsforholdene og fremtidige Centrumsmuligheder for Hamar.
    - Det gaar ikke an at vente paa det, saa blir Isa saa blaut som Smør. Jeg skal skydse Dem over nu med det samme.
    - Hvor blød er den nu da?
    - Jeg er da kommet levende over den idag, som De ser, og jeg er tung.
    - Jeg er ogsaa tung.
    - Aa, den holder nok - tænker jeg.
    - Der druknede en Mand idag.
    - Jeg ved det. Men det har ingenting at sige. Gjør Dem færdig naa bare! De behøver ingen Pels i denna Varmen, det er jo som midt paa Sommeren.
    - Men har ikke Varmen Indflydelse paa Isen?
    - Ja, det skal jeg forklare Dem, naar vi kommer udpaa. Jeg gik hen til Disken og betalte og spurgte med det samme Værten hemmeligt, om der var nogen Fare ved at kjøre over Isen.
    - Langtifra! sagde han.
    - Ja, men der druknede jo .
    - Ja, det har ingenting at sige. Der kjørte igjennem tre Slæder igaar inde i Bugten her ogsaa.
    - Har det heller ingenting at sige?
    - Ikke Spor. Isa er stærk nok den. 20 Tommer Staalis.
    - Ja, men .

* * *

 - Kom naa! brølte Godseieren. De behøver ikke aa være ræd!
    - Alle Gjæsterne i Kaféen saa op og smilte lidt haanligt af den Ængstelige Hovedstadsbeboer.
    - Ræd! raabte jeg. Jeg skulde jo bare betale.

* * *

Spidsslæden skurede henover Strandgaden. Jeg likte ikke det deilige Solskin og de bristefærdige Knopper paa Trærne i Haverne.
    - Det var bra, vi kom afsted saa tidlig paa Da'n, sagde Godseieren, for saa har ikke Sola ta't saa mye paa'n.
    - Jeg synes, det er svært varmt allerede nu.
    Idet vi fra Strandgaden under en af Broerne passerede ned paa Stranden, lagde jeg Mærke til en Plakat, hvorpaa der stod: Isen er ikke sikker.
    Han fulgte mit Blik og lo:
    - Det har ingenting at sige. Det er bare Veiingeniøren, som sætter op det. Efter den Tid har han ikke noget Ansvar, og Skydsskafferen er da heller ikke forpligtet til at skydse mere.
    - Pas naa paa, sagde han, idet vi dreiede ned til Stranden. Hold op Beina, for det kan nok hænde, vi gaar igjennem her; men det gjør ikke no'e videre her, for det er jo ganske grundt.
    Det knagede og bragede under os, og Vandet sprutede. Men derefter var vi ude paa Isen.
    Derude holdt nogle Folk paa med at bryde ned et Hus og lægge Plankerne sammen.
    - Det er Skøitebanehuset, de tager ned.
    - Fordi det kanske nu er farligt at gaa paa Skøiter?
    - Nei, ikke for det; men det staar i Veien for «Tordenskjold», som skal begynde at bryde Raak imorgen. De begynder alt at fyre op.
    Jeg saa bortover Isen. Der gik ligesom en bred Elv, der løb igjennem den hvide Ørken og tabte sig i det fjerne, henimod Toten.
    - Der gaar jo alt en Raak. - Nei, det er Landeveien. Resterne af Landeveien, som gaar der om Vinteren. Det er den, som «Tordenskjold» følger, naar han bryder op; da har han ikke videre Besvær.
    - Mjøsen er vel ikke videre dyb? spurgte jeg let henkastet, medens vi for henover Fladen.
    - Mjøsa? Djup? Jo, Far! sagde han. Ved De ikke det? Ved De virkelig ikke det? sagde han stolt, at Mjøsas Havbund ligger djupere end Nordsjøens? Især bortimod Toten. Der har dem ikke fundet Bund engang! Mjøsa er no'e for sig sjæl den!
    - Aa, ja, hvis man først falder i, kan det jo være det samme akkurat, hvor dyb den er.
    - Netop. Han, som dompa ida', han dompa paa 1½, Meter for Eksempel. Det var saavidt, Vandet gik et Par Tommer over Hue paa'n. Det var forresten derborte tæt ved.
    - Hvordan kunde det gaa for sig?
    - Det var en gammel Mand paa 87 Aar. Han saa vist daarligt.
    - Kjendte De den gamle Mand?
    - Ja, jeg kjendte ham godt. Han kaldtes for Gjeit-Paal. Det var en meget interesseret gammel Mand. Han kunde Fransk og læste meget fransk Literatur.
    - Hvordan kunde det gaa for sig?
    - Jo, i sin Barndom og Ungdom tjente han hos gamle Hol paa Hovindsholm, hvor han havde været Gjæter, deraf Navnet Gjeit-Paal, og han var en stor Franskmand og har vist lært det til Gutten, som havde et udmærket Hode og var meget videbegjærlig. I det hele taget var det meget almindeligt i den Tid, at Storbønderne kunde Fransk. Det hang sammen med den franske Revolution og Nationalismen. De læste Rousseau og Voltaire. Det var af Videbegjærlighed, Paal var gaat over til Øia idag (han pegte paa Helgeøen). Det var for at se paa et Hus, de bygger derover paa en my Maade. Et Reisværkshus. Alt nyt interesserede ham. Det gjælder at kunne se godt og at skjønne sig paa Isa.
    - De skjønner Dem vel udmærket godt paa Is?
    - Lidt Greie har jeg da paa a'.
    - Jeg synes, det gynger lidt her, sagde jeg.
    - Ja, det er ikke frit, og Gampen synes vist det samre. Se, hvor underlig hu' ter sig.
    Hesten gik undertiden ganske sagte og ligesom let paa Taa, og saa med en Gang for den til med et Ryk og satte afsted som et Lyn.
    - Den skjønner sig kanske ogsaa paa Is?
    - Jeg trur, den skjønner sig bedre paa a' end jeg sjæl. Og det er jo itte saa underligt, for hu' har jo gaat igjennem a' adskillige Ganger.
    - Det kan altsaa gaa an at komme fra det med Livet? sagde jeg lettet.
    Han lo.
    - Der findes vel neppe den Mand eller Hest paa Oplandene, som ikke har været igjennem Isa.
    - De er kanske flinke til at svømme heroppe?
    - Svømme? Trur Di, det kan nytte aa svømme i Isgrøden?
    - Jamen, hvordan . ?
    - Aa, pyt! En greier sig altid paa en eller anden Maade.
    - Man brøler kanske om Hjælp?
    - Ja, En brøler jo altid, vet Di, i saan't Tilfælde. Men det kommer jo da an paa, hvor nær en er ved Land.
    - Naturligvis. Hvorfor holder man sig da ikke altid nær ved Land . hvor det desuden ikke er saa dybt?
    Jeg saa mod Land og lagde Mærke til, at vi var saa langt fra Stranden paa begge Sider, som det var muligt at komme.
    - Isa er stærkest udpaa . Saa-aa-aa! sagde han beroligende til Hesten, som pludselig pilte afsted, medens det gyngede under os. - Nei, den er da stærkest udpaa.
    - Men naar vi nu kommer hen til Gjøvik, saa maa vi jo alligevel nær til Land - indpaa den daarligste Is?
    - Ja, det er vi nødt til; men det har ingenting at sige.
    - Er der kanske lagt ud en Bro der til den stærkere Is?
    - Nei! Han lo. Men da er vi jo fremme, saa der kan vi jo straks faa no'e tørt paa os.
    Der blev en Lengere Pause, medens jeg overtænkte alt, hvad jeg havde hørt.
    Den stadige Gyngen begyndte jeg at vænne mig til.
    - Var det ikke her forresten, at Halfdan Svarte kjørte igjennem og druknede?
    - Nei da, det var jo paa Randsfjorden det. Havde det været her, saa havde han kanske greid sig. Mjøsisa er no'e for sig sjæl den. Forresten saa har de vel været fulde, tænker jeg. Ossaa slige Idioter, som kjører ud midt paa Natta, da dem itte kunde se.
    - Det var vist ikke om Natten.
    - Jo, det var om Natta, for det staar, atte dem kom fra Gjæstebud.
    - Hvad er det? sagde jeg og pegte ind mod Land. Er det en Mand, som sidder og fisker paa Isen?
    - Langtifra, dem pleier itte fiske paa Mjøsisa. Det er vel en, som er gaat igjennem tænker jeg. Han er kjørt for nær Land, som jeg sa. Vi kan jo gjerne se etter, hvem det er.
    Jeg var nu forberedt paa, at vi skulde gaa igjennem derinde; men det gik jo ikke godt an at protestere, og desuden saa var det jo saa nær Land. Vi stansede et Stykke fra. Der sad en Mand paa en fraspændt, omvendt Slæde, ganske roligt og tændte en Snadde. Et Hestehode stak op af Hullet i Isen, det var bundet til Slæden aabenbart for at holde den oppe, saa den ikke drev væk under Isen. Vi var begge gaaet ud af Slæden og lod Hesten blive staaende længer ude, hvor Isen var stærkere, og nærmede os forsigtig tilfods.
    - Aa, er det dig, Ola! raabte Godseieren, da vi kom lidt nærmere. Goddag!
    - Goddag. Kom itte nærmere. Isa er daarlig!
    - Har du brølt?
    - Ja! Dem kommer nok, sagde han og udsendte store Røgskyer.
    Vi vendte os da om for at gaa tilbage til vor Slæde; men jeg blev forbauset ved at se, at Hesten var ligesom kuttet av nedentil paa alle fire Ben, og medens vi saa paa, sank den blødt og stille ret ned som i Smør. Tilsidst laa den pent uden et Plask helt nede i Vandet.
    - Det var da en skrekkelig simpel Is, sagde Godseieren. Det har forresten ingenting at sige, tilføiede han, jeg skal straks greie det.
    Han gik hen og tog Tømmerne om Halsen paa Hesten i en Slags Løkke og drog lidt til.
    Han vil ende dens Lidelser, tænkte jeg. Hesten sugede Luft til sig af alle Kræfter. Men jo mere han drog til, saa jeg, at den hævede sig i Vandet og flød mere og mere op.
    - Det er Luften, som ikke kommer ud igjen, som letter'n op, sagde han forklarende.
    - Den bliver jo ganske blaa i Ansigtet! raabte jeg.
    - Det har ingenting at sige. Nu skal Di bare se.
    Hesten hævede sig endnu et Stykke. Da gjorde han med et et voldsomt Ryk i Tømmerne fremover, hvorved Løkken samtidig løsnedes. Hesten, som hele Tiden havde sparket livligt med Forbenene, fik nu Is under dem og kom sig op. Vistnok gik den ligesom i Puder; men Godseieren halte den raskt udover, indtil den stod helt oppe paa Fladen.
    - Kom naa! raabte han.

II

- Men her er det jo bare Vand, sagde jeg forskrækket til Godseieren, da vi var kommet et Stykke bortover og lette, legende Smaabølger skvulpede opover Meierne og Støvlerne.
    - Ja, Di kan gjerne kalde det Mjøsa paa Isa, sagde han. Men det har ingenting at sige. Saalænge Vandet blir liggende oppaa Isa, er jo Isa hel. Synker det, saa er det værre, for da har den pipet sig.
    - Hvad er det?
    - Det er, naar Sola har smeltet den, til den bare bestaar af Rør og er blevet til et Sold. Men her er den udmærket, og her er vi paa Stordypet, paa Vestfjorden.
    Han saa sig tilbage:
    - Der kommer «Tordenskjold» noksaa raskt etter os borti Landeveien. Se, de flager for'n derinde paa Gaven - Toftes Gave - og paa Næs Kommunelokale, overalt, akkurat som i Nordland for Sola, naar den kommer første Gang. Forresten er det ærgerligt for «Tordenskjold», at den har alt Maset, og saa tar Konkurrenten, «Hamar», Fortjenesten fra'n. For naar atte «Tordenskjold» har brudt op Isen til Næs og saa gaar videre til Kap, saa kommer «Hamar» listende efter i Raaken, som den anden har lavet, og tar alt Godset paa Næs og skynder sig tilbage til Hamar med. Men et Aar blev «Tordenskjold» fryktelig snydt. Den havde nemlig lagt sig op for Vinteren nede ved Minne. Men da saa Isen gik op, kom der en Nordenvind, som skrudde sammen en vældig Ismur dernede, som stængte Veien nordover. Og imens gik «Hamar» ganske rolig i lang Tid i deiligt klart Vand og tjente en Masse Penger. Da var «Tordenskjold» aldeles rasende.
    - Er der i det hele taget megen Skibsfart paa Mjøsen?
    - Ja, der er baade Damp og Seil. Vi har jo store Turistbaade, «Kongen», «Skibladner» og en hel Del Godsbaade, Bugserbaade, Seilskibe og en Lystjakt, som heder «Anna». I gamle Dage havde vi endda en Slags med mange Master og svær Rig, jeg talte engang lige til otte. Det var store Tømmerflaader, hvor Tømmeret blev bommet, lagt i flere Lag, det ene paa tvers ovenpaa det andre, og slig blev det seilet ned til Minne, hvor Kjøberne modtog det. Saa tog Skipperen Riggen ned, pakkede den sammen, reiste nordover med den og fik sig en ny Fragt. Det kunde man kalde at flyde paa Lasten.
    - Er de noget til Sjøfolk heroppe forresten.
    - Ja, Øiingerne fra Helgeøen. Derfra kommer de allesammen. Øiingerne er Sjøfolk og Fritænkere. De regner sig ogsaa for at være noget for sig sjæl. Spør du dem, om de er fra Hemarken, svarer de: «Næi, je' er fra Øia.» Totningerne derimod er rædde paa Vandet, men kjække paa Isa.
    - «Kong Oscar» tilhører vel Jernbanen?
    - Ikke nu mere. Dem har solgt den til et Aktieselskab, som fik den noksaa billigt, for 27 000 Kroner paa den Betingelse, at Jernbanen skulde lade den reparere først, og Reparationen kostet 21 000. Oprindelig havde nok Baaden kostet 100 000. «Skibladner», som ogsaa tilhører Oplandske, er nu Norges mest hurtiggaaende Skib, det gjør 17½, Mil, naar det sætter Viften paa. Dem har forlenget den og kostet en dyr Triplemaskine paa den for no'en Aar siden; men da de havde gjort det, opdagede de, at der var ikke Spor af Brug for slig Fart, for «Skibladner» skal jo holde Rute med «Kongen».
    - Sker der nogle Forlis her nogensinde?
    - Ja, det har vi ossaa. Forlis og Havarier. Vi har den berømte Ulykke ved Fjeldhaug, da Kapteinen, som siden den Tid blev kaldt Admiral de Fjeldhaug, skulde bugsere no'en Lægtere i Raaken gjennem Isa op til Gjøvik; men saa havde han lagt Lægterne ved Siden af hverandre, saa de blev bredere end Raaken, i Stedet for efter hverandre, og Følgen var, at Isa skar Lægterne tvers af, og det underste af dem sank med en dyr Last paa 100 Favne Vand. Lasteeierne anla Sag mod Jernbanen, som eide Dampbaaden dengang. Men de vilde ikke betale. De sa, det var vis major, og Admiral de Fjeldhaug sa, at det var vis major. Processen gik i mange Aar; men Høiesteret dømte naturligvis jernbanen til at betale. Og Grundstødninger har vi hat mange af. Det var «Viken», som gik en svart Høstaften op til Gjøvik og havde sat en ung Bondegut til Roret, og selv sad alle Officererne inde i Røgelugaren og spilte Kort. Gutten var fra Toten, han, og ræd, og da Kapteinen kom ud et Øieblik for at lufte sig, saa sa Totningen, at han ikke var sikker paa, om han styrte rigtig, og han vilde gjerne afløses. Kapteinen kigget ud i Mørket og sa: «Det gaar bra, som det gaar,» og saa gik han ind igjen. Det samme Svar fik han af Styrmanden og Maskinisten, som kom ud hver sin Gang, og saa kom de ud alle tre paa en Gang og det lidt fort, da «Viken» med et forfærdeligt Stød løb oppaa en Sten. Men Kapteinen lod bare Maskinen vedbli at gaa fuld Fart forover, saa den blev hængende med Baugen paa Stenen. Saa puttet han en Melsæk i Hullet, som han havde faat, og klemte en Planke fra den opunder Dækket, og saa gik han helt til Eidsvold og lod den reparere. Derefter blev der stor Generalforsamling, hvor Kapteinen skulde svare for sig. Men han sa, at hvis han ikke fik 100 Dalers Paalæg, saa vilde han nedlægge sit Embede og saa fik han naturligvis 100 Dalers Paalæg. En anden Gang gik den paa ved Kap, da Agterfæstet sprang og sank. Den var lastet med Sukker, Kaffe, Brissel og Mel. Men Selskabet gjorde ikke som Hovedjernbanen, der havde det Princip aldrig at betale uden Proces. De har saagar engang negtet at betale et Bord, de havde knust, med den Motivering, at naar et Bordben er slaat af og limet paa igjen, saa er det stærkere end et nyt. Der findes en Kopi af denne Skrivelse i Jernbanens Protokoller. Oplandske gav derimod Ladningseierne øieblikkelig fuld Betaling uden Paakrav, til deres store Forbauselse. Og bagefter fik Aktieeierne i Dividende for det Aar udlignet hver en Portion pr. Aktie af den havarerede Ladning. Sukkeret var smeltet og Kaffen var blevet farvet svart af Brisselen, men var god forresten, og Melet havde bare faat en Skorpe udenpaa.
    - Assurerer de ikke sine Skibe eller Last heroppe?
    - Nei, Assuranceselskaberne tar dem ikke, for der er jo ingen Fyrer eller Sjømærker og heller ingen Sjøkart.
    Han saa sig tilbage.
    - «Tordenskjold» nærmer sig svært.
    - «Tordenskjold» er jo et Postskib?
    - Ja, det fik jeg nok føle engang. Vi var kommet omtrent helt hid, hvor jeg skulde iland paa Reisen fra Hamar, saa med en Gang begynder Baaden at gjøre en anden Kurs, den gaar i Bue, Buen blir større og større. Den snudde, og derpaa gik den i ret Linje tilbage til Hamar. Der holdt paa at udbryde Panik. Endelig fik vi vide, at Postekspeditøren havde opdaget, at Posten ikke var med. En tysk Handelsreisende nedlagde høitidelig Protest; men det hjalp ikke. Han maatte, stadig protesterende, følge med saavel som vi andre. Og da vi kom til Hamar, laa alle Postsækkene ganske rolig paa Bryggen. Der var ikke et Menneske at se.
    - Det er i Grunden underligt at kalde en Baad, som gaar i Ferskvand, for «Tordenskiold»?
    - Aa, Mjøsa er ikke at regne for almindeligt Ferskvand. Vi har Sjøorm ogsaa her. Der findes først en trykt, sandfærdig Krønike om det fra gamle Dage om et frygteligt stort Dyr, som viste sig i «Indsjøen Mjøs», og som strandet borte paa et af Hamarskjærene. Der staar, at Bispens Dreng, som var en stor Vovehals, skjød den med en Pil. Derpaa drev Ormen over til et Sted paa Øia, som endnu kaldes Pilestøen i den Anledning. Der staar forresten ogsaa noen gamle Piletræer der. Men den udbredte en forferdelig Stank. Og derfor lod Bispen den brænde op, og det gik det 99 Favner Ved til. Men det er da sandt, for der findes endda en af Ryghvirvlerne af Bæstet, og den bruges til Huggestabbe paa Pladsen.
    - Jeg har seet slige Huggestabber i Nordland.
    - Ja, der er vist mye Sjøorm?
    - En Masse, men denne var nu af en Hval, sagde de.
    - Hval findes der ikke i Mjøsa. Men derimod mange andre Saltvandsdyr. Maager kommer ofte hid, og Skarv fra Vestlandet og Sild har vi jo, Lagesild. Kjender De den?
    - Nei, derimod har jeg hørt Tale om Sildelage .
    - Har ingenting med det at bestille. Lagesilden findes ingen andre Steder i Verden end i Mjøsa, men den er jo noe for sig sjæl. Men den findes bare til sine Tider. Og hvor den er henne ellers, har man ingen Anelse om, den kommer og gaar ligesom anden Sild.
    - Har ikke Sjøormen vist sig senere?
    - Jo, mange Gange. Det er ikke saa længe siden en gammel Gaardmandskone maatte snu om paa Veien til Hamar, fordi et stort loddent Hode med engang lagde sig indover Rælingen paa Baaden. Det kunde nok ha været en Elg forresten, det er ikke godt at vide, hvilken af Delene. Men De er vel blit lidt vaad paa Benene?
    - Aa ja pyt, men her synes jeg det begynder at blive tørrere. Mon ikke Isen er mindre staalstærk her?
    - Det er ikke saa frit. Derfor kjører jeg i Svinger og Bugter, som De ser, eftersom Isen er stærk til. Der, hvor den er hvid, er den stærkest, og svagest der, hvor den er mørk. Men her maa vi gjøre en stor Sving for at komme udenom «Tordenskiold».
    Med engang blev det igjen vaadt paa Benene, men saa gik det høire og høire op paa Legemet, og da jeg skulde se efter, hvad det betød, laa jeg til Halsen i Vandet.
    - Tag Slæ'epuden, som ligger lige ved Siden af dem og flyd paa den saalænge, sagde Godseieren, som var hoppet af i sidste Øieblik, imens skal jeg greie Mærra. Han gik hen til den, tog den oppe i Manen og gav den en forsvarlig Dukkert.
    Et Øieblik efter sprat den som en Viskelærsbold igjen op, og i det samme, den var paa det høieste over Vandfladen og sparkede rigtig godt, drog han fremover og opover og saa var den oppe og halte med Lethed Slæden efter sig. Derpaa rakte han mig sin Haand, og efter adskillige Anstrængelser kom jeg ogsaa op.
    - Det var jo ikke Kvælemetoden, De anvendte denne Gang, sagde jeg, mens Vandet silede af mig.
    - Nei, det var et andet Fif. Gampen maa overraskes, ellers virker det ikke. Værsgo!
    Han slog indbydende ud med Haanden mod den dyvaade Slæde efter at have slængt den dryppende Pude opi.
    - Tak! Jeg tror, jeg vil heller iland nu! Han kastede sig selv i Slæden og raabte, idet han for afsted:
    - Husk paa den sorte og hvide Isen!
    Ja - hvordan var det nu med den sorte og hvide Isen? Hvilken var den stærke, og hvilken var den svage? Det havde jeg glemt. Jeg stod med det ene Ben paa sort og det andet paa hvidt. Jeg turde ikke røre mig af Flekken og skulde netop til at brøle, da jeg hørte en forfærdlig Snøften og Pusten lige bag mig.
    - Sjøormen! tænkte jeg og skulede tilbage.
    Det var en reddende Engel - «Tordenskiold».

---

Utgitt første gang som artikkel i Verdens Gang, våren 1901 under tittelen Isa paa Mjøsa. Denne tittelen protesterte en opplending mot kort tid etter offentliggjøringen fordi Krohg bøyde ordene feil. Krohg brukte dativform (Isa) der han skulle ha brukt nominativform (Isen), og nominativform (Mjøsa ) der han skulle ha brukt dativ (Mjøsen). På dialekten skulle det altså ha hett Isen paa Mjøsen.

Gjengitt i Chr. Krohg: Omkring Mjøsa. Interviewer og Skisser. Hamar Stiftstidende’s Bogtrykkeri. 1909. Også gjengitt i i Christian Krohgs Kampen for tilværelsen og i Hamars historie (1949). Her gjengitt etter Muntert lag i Hedmark.

 

 

Christian Krohg: Kunstnere

H. Abels Kunstforlag 1891

 

Erik Werenskiold

Første gang jeg saa de gamle mestere (det var i Pinakotheket i München) blev jeg skrekkelig skuffet. Jeg kom med øine som en bondes, med den uryggeligste forvisning om at gjenfinde - under en eller anden form - mine egne Kongsvingerske naturindtryk, Og jeg fandt til min forbløffelse mørke brune himler, brune fjælde, brunt græs og sådant mer; kun menneskene var lyse. Ja om det så skulde være et vindu, hvorigjennem man så ud i et landskab, så var det mørkt ude og lyst inde; og så meget vidste jeg dog, at det ved almindeligt dagslys helst burde være omvendt.
    Jeg drog den meget nærliggende slutning, at enten måtte jeg være dum, eller også de gamle mestere dumme; helst det sidste. Siden skjønte jeg jo at ingen af delene var tilfælde. Men det varede længe, før jeg forstod disse gamle herrer. 
    Rembrandt forresten, - han interesserede mig snart. Hans halvlys måtte ligge min begribelse nærmere; hans vidunderlige maleriske sans, hans mystik og et vist drag af lidelse tiltrak mig uvilkårlig. Den lettsindige Rubens foragtede jeg derimod af hjertet og kunde slet ikke forstå, hvad han kunde bruges til, ligesålidt som Rafaël - denne forekom mig bare flau og lidet svarende til de forventninger, jeg havde dannet mig af de sædvanlige kunsthistoriebøger. Titian var iallefald en mand, han og Ribera. 
    Havde nu ikke den kultus, som i München dreves med de gamle, været af den tankeløseste art, imitationens, selvopgivelsens; havde ikke det ganske München saucet sine billeder ind med brunt for at få dem til at se ud som falske gamle mestere, hvilket var deres ideal; havde jeg ikke følt mig som en fiende af det hele, - som en, der på forhånd var dømt, om München havde ret; havde jeg ikke i disse mange år levet i en stadig irritation, hvorved mit nag til Münchenerkunsten forplantede sig til dens uskyldige årsag, de gamle mestere; - nu, så havde jeg vel kanske tidligere lært at holde af disse, og dermed lært endel, som længe lå udenfor min begribelse. 
    Jeg har aldrig kopieret nogen gammel mester (ja ingen nyere heller, for den sags skyld). Imitationen i München havde sat mig skræk i blodet. 
    Første gang jeg så den kunst, jeg havde ventet, det var da jeg så den franske på Münchenerudstillingen i 1879. Jeg følte mig som en, der fra et overskyllet bådhvælv blir halet ombord i en svær damper - frelst! Dette her følte jeg mig i slægt med. Ja ikke med Bouguereau - for guds skyld! - han gjorde forresten rasende lykke der med sine bonbon-æskelågs-billeder, således som han naturligvis også vilde gjort lykke i - skjønt å nei; det vilde han dog ikke! Men Corot - med sine deilige sølvgrå, duftende landskaber, og Daubigny, som fik det til at gaa mig koldt nedigjennem ryggen! Jeg følte en glæde, som næsten gjorde ondt. En opreisning; for sandt at sige, havde «trykket» sommetider været «for stærkt» - så stærkt, at det havde bragt mig til at tvivle. Alt hvad jeg malte var også så sort og uhyggeligt - -
    Men for at komme tilbage til de gamle: nu har jeg lært at holde af dem. Det går nemlig an at holde af dem, uden at opgive sit eget.
    Der er store åndelige familier i kunsten. Der er forfædre og efterkommere. Står ikke impressionisterne, f. ex. Mauet og Degas, en Rembrandt millioner gange nærmere end de står - skal jeg nævne den væmmelige Bouguereau, deres samtidige; Eller den kolde Cabanel? Og hvor er ikke Puvis-de-Chavannes af samme art som Prærafaeliterne? Og dog er han lige moderne for det. 
    Lad os søge op disse slægtninge. Lad os dyrke dem. Lad os ikke bestjæle dem; thi der står skrevet: du skal ikke stjæle, og det er ligeså galt at stjæle fra de døde som fra de levende. Men lad os elske dem, forstaa dem, som et menneske forsto et andet, - deres sjæl, ikke deres penselstrøg; deres fornemhed, deres mandighed, deres stærke, fribårne udfoldelse, ja om det så er en Rubens løssluppenhed; og kanske vor egen kunst derigjennem kunde få det, den mest mangler. Erik Werenskiold.